©
Ø-Bitter
Tage Voss' kommentar til
en gruppe såkaldte naturvejlederes planer
om at tilrettelægge turisternes oplevelser på Christiansø.
af Tage Voss
Tage Voss har bl.a. været læge på Christians i 20 år.
Ø-bitter (Snudestrammer) er et ekstrakt af strandmalurt, smager
værre end Gammel Dansk, men er meget ø-kulturel. Og kan sikkert
gøres til genstand for salg til turister og for naturvejlederes
belæring.
Ø-kultur er, som megen kultur, ret uhåndgribelig.
Det er ikke fem-mødet i bagbutikken, ikke ø-karneval, ikke maleren
bag staffeliet i Kildendal. Der er ting og adfærd, som er udtryk
for en særlig ø-kultur uden at være den. Øens isolation midt i
et barsk hav, at mange levede af dette hav, har skabt dens stil
gennem hundrede år, stadig med fremspiren af nyt, bortvisnen af
gammelt. Nu på vej til definitivt at forsvinde.
Over det kunne man blive bitter.
Øens liv, øboernes liv:
Om sommeren hændte det, at der kom 3-4 fremmede over med postbåden.
Der blev snakket og vist, de overnattede i gymnastiksalen eller
på kroen, et dobbeltværelse: 8 kroner pr. nat.
Om efteråret lå tusinder af dykænder og havlitter i kæmpeflokke
om øen. Vi sejlede rundt og skød kød til gryderne, knipper af
fugle bundet sammen med en stump merling ved fødderne, blev hevet
ind på kajen. Vi syltede, henkogte, saltede fugle, stegte, ristede,
farserede, grillede, røgede. Sælerne skamferede de fangne laks
på krogene, så de ikke kunne sælges. Også det berød mad til øfolk.
Enhver fisker havde en tyskerkarabin i styrehuset for at skyde
sæl. Hvis den ikke blev truffet i hovedet, dykkede den og kom
aldrig op. Men sælbøffer tårnede sig op i flasker og pigeøjne
lo.
Sælspæk og marsvinefedt blev kogt til sæbe i gruekedlen i vaskehuset
i rationeringens dage. Jeg skød min sidste sæl i 1949 ude på Tat.
Dens skind lå i mange år på gulvet i mit arbejdsrum. En god jagt
endte med fest og sjov, harmonika, historier, sange og dans.
Det var i de år. Man kunne kalde det ø-kultur.
Sælerne er borte nu, fiskene er borte, søfuglene kommer aldrig
mere. Men det var så dengang. Nu er det bare nu.
Øen er ikke længere isoleret. Den druknes i turiststrømmen, den
forstyrres af emsige, administrative indgreb. Fiskeriet er en
saga. Færre og færre bor mere end nogle få år på øen, lærer den
knapt at kende. Og flere af de gamle flytter bort.
Tilbage bliver myten om ø-kulturen, ølivet, øboerne - ligesom
de danske folkedragter en konstruktion for at kunne vises frem.
Så kan man tage skridtet fuldt ud: Christiansø - frilandsmuseum.
Øen ejes af staten og koster for mange penge. Der må gøres noget.
Man kan forsøge at opretholde det lille fungerende øsamfund, erkende
dets folkloristiske, kulturelle og historiske værdi og vise det
frem for penge. Men skal folk bo derude, så må de bydes nogenlunde
tidssvarende forhold, bolig og erhverv som andre steder. Med den
indlysende konsekvens, at jo mere man tilnærmer øsamfundet til
resten af landet, des mere specielt bliver det.
I 1949 fik øen elektricitet. Alle petroleumslamper røg i havet,
alle flueskabe forsvandt fra nordgavlene. Ingen hentede vand i
to spande, dinglende i et åg. Det gik fremad, lokummerne på Juuls
Bastion forsvandt. Fjernsynet gjorde ende på højtlæsning og hyggesammenrend,
ludo og kortspil. Fælles kaffebord på Månen med kager, bagt
i syv forskellige køkkener døde bort med Melodi Grand Prix og
pokalfinale. Men ingen ville i dag drømme om at lukke for den
elektriske strøm eller vand i wcerne eller smide tv-apparatet
ad helvede til - for at genopvække gamle tider. Sidde de mørke
aftener ved en søvnig petroleumslampe og synge børnesange - nej
vel!
Alle var glade for fremskridtene. Ingen anede omkostninger ved
dem. Og selv om man havde gjort, så havde ingen kunnet vælge.
Øen som den var (hvornår?) - et museumsnummer.
Forsvaret administrerer øen. Nogle får lov at bo der. Men de skal
stå ret og holde kæft. Der er diktatur, men venligt. Det er gået
rimeligt i hundredetredive år, med lidt knurren, lidt ballade,
i 1809 endda væbnet mytteri med lig på bordet. I dag kan man bare
flytte, hvis styret ikke passer en.
Den stedlige administrator er den forlængede arm for myndigheden
på den fjerne Slotsholm, som nok har hørt om øen, men i øvrigt
ikke kender meget til den. På øen kan man øve sig på EUs vilkår:
der regeres pr. direktiver besluttede langt borte, uden synderligt
hensyn til, hvad ofrene selv mener. Forskellen er alene, at man
vanskeligt kan flytte fra EU.
Man kan næppe forvente større sympati for radikale indgreb i øens
vilkår i en befolkning, hvor mange er flergenerations øboere.
Men lige så lidt vente tålmodighed over for tøven med moderniseringer
og forbedringer. Kan en uforberedt fremmed forvalte dette samfund
uden konflikt - trods diktatorisk myndighed og objekter uden rettigheder?
Den stakkels mand er intetanende shanghajet til en uriaspost:
Krav fra ministeriet om at der bliver regeret, forventninger fra
øsamfundet om at blive tilgodeset og iøvrigt ladt i fred.
Ikke nok, men lidt, kan det hjælpe med takt og fingerspidsfornemmelse.
Men at være Blid som duen, snedig som slangen er ikke enhver
givet. I 1946 erkendte lægen den risiko for infektion af øens
åbne vandreservoirer, der var forbundet med løsgående hunde. Øens
forvalter løste problemet - ikke ved forbud, men i erkendelse
af, at de eksisterende hunde alle var af hankøn, blot ved at hindre
nyanskaffelser. Afgang ved naturlig død, som havde skæbnens karakter,
løste problemet på et år problemet uden konflikt. Det er sikkert
unødvendigt at komme med forslag til, hvordan processen eventuelt
fremskyndes.
Museum - levested for mennesker?
I sin rådløshed har ministeriet oprettet et Fæstnings- og natursekretariat.
Dette ser som sin opgave at bevare øen og dens liv for at have
noget at sælge. Og at tilvejebringe nye seværdigheder for at kunne
sælge endnu mere.
Men der er jo paradokset: Jo flere turister, des mindre Christiansø.
Vil man derfor bevare Christiansø, må man kvitte turismen. Men
uden turisme: Hvorfor da bevare øen?
Når teatersæsonen var slut, hvilede Angelo Bruun ud på øen. Lad
dem bare komme, sagde han om turisterne, når de alle sammen
har været her, får vi fred. Siden har der hvert år været 70.000
turister. Det er kun 2,8 million, der er langt igen.
Fæstnings- og natursekretariatet har for at komme videre givet
grønt lys for en gruppe såkaldte naturvejledere, der med øen som
grundlag er i gang med vidtløftige initiativer, med udsigt til
fatale følger. Det overordnede mål er dog harmløst for øen: Det
går ud på, at flest mulige naturvejledere har fast ansættelse
på øen. Men desværre bliver det ikke ved det.
Hasse och Tage lavede filmen Æblekrigen i protest mod kommercialisering
og disneyficering af den svenske provins og natur. Med illusion
til stilen og målgruppen kaldtes projektet Deutschney-land.
Men befolkningen mobiliserede alle naturens kræfter mod vandalerne,
nøkken, huldrerne, kæmpen, elverpigerne, småtroldene - og vandt.
Hvilke naturkræfter kan den afmægtige øbefolkning mobilisere mod
at øen gøres til et Deutschney-land? Havet, stormene og afstanden
er, hvad man kan fortrøste sig til. Men vil de holde over for
kommercialismen? Katamaranfærgen kan sejle de 11 sømil på et kvarter!
Med bekymring har man noteret, at mange besøgende har svært ved
at udfylde tiden. Umiddelbart kunne man forestille sig, at folk
uden interesse og motiv til at besøge øen, holdt sig borte. Men
naturvejlederne ser her en pædagogisk udfordring, som hartad beruser
dem! (Desuden ville de jo overflødiggøre sig selv, hvis de ikke
gjorde det). Derfor griber de til hele arsenalet: Aktiviteter,
underholdning, oplysning! Noget med øko og grønt sælger produktet
til sponsorer: Kvalitetsturisme! Pædagogisk skal det være, kulturelt,
historisk, noget med kunst, håndarbejdets fremme, beskæftigelses-
information ... Midlerne er voldtægt: Med retningsvisere, pile,
skilte: Recht - Schöne Aussicht! Rækværker, vejledninger, guidede
omvisninger, forklaringer, foredrag, foldere, dias-serier, højttalere.
Og voldtægt af befolkningen, der skal motiveres for at optræde
som kustoder, postkortsælgere og udklædte statister i museumskulisserne.
Så føres turisterne rundt i flok til fodring med lokalhistorisk
labskovs: Historie, historier, lidt trækfugle, se planchen: I
dammen en grønbroget tudse! Følg pilene, bliv ikke borte. Øen
er 710 meter lang, far ikke vild! Her i Mindet boede den kendte
læge og forfatter i 20 år ...guider kan sige, hvad der falder
dem ind, vrøvl og vås uden at de skammer sig. Og turister er ligeglade,
hvad der bliver sagt, bare der bliver sagt noget. Thi kedsomhed
og pauser er det værste af alt. Man oplever at blive mytologi
i levende live!
Et fungerende silderøgeri, med salg af varme, røgede sild - en
fin ide hvis der havde været røget sild på øen de sidste 60 år.
Og hvis der havde været sild. Og ellebrænde, og nogen gad sidde
mange timer foran ilden til tvivlsom betaling. Og hvis turister
fra Bornholm havde været søsyge og stopfodrede med nyrøget sild
i forvejen.
Men sejltur mellem skærene er da oplagt. For folk, der har sejlet
halvanden time over og skal sejle halvanden time tilbage for at
være to timer på øen - sejltur: Indlysende idé. At bringe en båd
i overensstemmelse med skibstilsynets krav vil selvfølgelig koste,
men det betaler administrationen visselig.
Og at stå i Storetårn i halvmørke med ryggen mod øen og se dias
om øen - det er hvad alle turister higer efter. Ligesom at stå
i Lilletårn og se i kikkert over på fuglereservatet eller via
skjult kamera derovre på skærm opleve rugefuglenes leben. Og hvis
der ikke er fugle at se, har man selvfølgelig optaget dem på film.
Ingen kan se forskel på live og optagelser. Og så længe ingen
spørger, om det ikke var nemmere at se det hele i biografen i
Gudhjem, er ideen lysende. Det vil også overflødiggøre et ellers
nødvendigt skilt på Græsholmen:
Fugle anmodes om ikke at forlade ynglepladserne før turistsæsonen
er forbi (Fæstnings og Natursekretariatet). Hvad fuglene jo ellers
ofte finder på.
Vejlederteamet er romantikere. De forestiller sig, at øboerne
de lange vinteraftner skal tilvirke husflid, som kan sælges til
turister. Men øboerne er praktiske realister. De ser fjernsyn
om aftenen og ville i øvrigt importere alt turistlort fra Hongkong,
hvis de ikke totalt manglede lyst til at faldbyde det med tvivlsom
fortjeneste i konkurrence med kiosken.
Men øens kvinder (som gennem hundrede år selv har klaret alt,
lavet alt selv og fundet ud af hvordan) de skal nu lære at strikke
og finde en egnet hytte, hvorfra de kan sælge muffedisser og æggevarmere
til liebhavere. Elever fra Håndarbejdsseminaret i Hasle skal komme
over og belære om hvordan. Det vil give liv, kontakt, aktivitet!
Ifølge naturvejlederne. Finciering - ja det kan sikkert afholdes
af øens budget - for at sætte sving i det døende samfund. Øen
bliver dybt taknemmelig.
Hvorfor ikke gøre skridtet fuldt ud og få en rentabel forretning
ud af den ø! Kanonsalut fra Kongens Bastion, når turistbådene
kommer, soldater fra fæstningstiden med opplantet bajonet foran
kommandantboligen, vagtparade med tambourkorps, børn i folkedragt.
Futtog for de små som ikke orker gå, små både i havnen som på
Tivolisøen. Har man ikke altid savnet en tovbane fra Møllebakken
over Søndre Havn til pladsen foran ballonen? Bygningsvæsnet, som
klarede at lave et klokketårn i sjællandsk bindingsværk ved kirken,
ville kunne lave en tovbane i ægte, autentisk fæstningsstil, evt.
suppleret med en vandrutchebane. Med så mange turister, som keder
sig, og så mange øboere uden beskæftigelse, vil forlystelser,
med billetsælgere, kontrollører, sikkerhedsvagter, motorpassere,
samarittervagt, være sagen. Et Deutschney-land vil give pote!
Og den kulturelle kerne: Fisk og fiskegrej, en udstoppet fisker
med sit garn, en museumskutter som i dagene før kvoterne, Gitz-Johansens
mindestue, den gamle tøjrulle, den gamle lægekonsultation (med
autentiske urinprøver og cigarstump). Fæsningstiden - eller var
det vikingetiden? Lige meget, bare vi ikke keder os.
Den mangerige købmand Poul Hansen importerede en last ualmindeligt
rædsomme souvenirs besatte med med konkylier og Hilsen fra Christiansø.
Jamen, der har aldrig været en konkylie i Østersøen! Det er
derfor, de er særlig spændende, fastslog den praktiske købmand.
Ministeriets økonomiske bekymringer peger på den nærliggende løsning:
At definere øen liggende uden for tremilegrænsen. Med salg af
afgiftsfri spiritus vil succesen være garanteret. En studietur
til øen Helgoland vil overbevise enhver. Længere ud i fremtiden
tegner sig det mere eksklusive: Hotelskibe, femsjernede restauranter,
kasino, bordel - kommer tid kommer råd. Ikke blot øen vil kunne
leve af det, nationen vil kunne (se Monaco). Når man besidder
et så sjældent aktiv som Christiansø, bør man også udnytte det.
I disse EU-tider.
Om Christiansø konstaterer vi paradokset: Forsvarsmagten opførte
tårne og mure, spækkede med kanoner for at beskytte øen og forsvare
den. Nu overgiver den det hele igen.
Tilbage er kun at sige: Tak for de 300 år vi fik lov at have den.
Farvel ø.
Artiklen har tidligere været bragt som synspunkt i Bornholms Tidende.
Artiklen gengives med venlig tilladelse fra forfatteren.
Forfatteren Tage Voss, der nu bor på Falster, var i perioden 1947-67
læge på Christiansø og har i flere bøger, bl.a. Status på skæret
(1954), skildret tilværelsen i det lille ø-samfund. Han er også
kendt som en bister samfundsdebattør, hvis markante holdninger
altid giver genlyd.
I dette synspunkt skriver han sin mening om udviklingen på Christiansø.
Tilrettelægningspest
Ovenstående artikel slutter med ordene "Farvel ø".
Nordamanden, Peter Wessel Zapffe har skrevet en anden artikel,
"Farvel Norge, der på mange måder handler om det samme problem.
Noget man kunne vælge at kalde "tilrettelægningspest".
Læs mere om problemet her.
Peter Wessel Zapffe har også skrevet andre artikler om dette,
bl.a:
"Interview med Tinde-Jørgen",
"Farvel Norge",
"Reserver" og
"Avskjed med Gausta",
der alle advarer imod en fortsat bevidstløs tilrettelægning og
udbygning.
Du kan læse Zapffes artikel, Avskjed med Gasta ved at klikke her.
Du kan også se mere om Gausta-sagen og tilrettelægningspest her.
Læs i den forbindelse også tidligere studerende, Line Antofts speciale om tilrettelægning af fjeldene med udgangspunkt i den nyligt genopståede debat om
Gausta.
Du kan også downloade specialet i pdf-format. Klik her:
Se evt. også artiklen om friluftsliv ved en skillevej af Christian Almer.
Du kan også downloade artiklen i pdf-format. Klik her:
© Denne side må ikke kopierers, hverken helt eller delvist, uden
skriftlig tilladelse fra forfatteren eller Friluftsuniversitetet.
Du er selvfølgelig også velkommen til at skrive en mail til Friluftsuniversitetet.
©
|