©
Eventyrets
betydning i friluftslivet.

Af Christian Almer

Grundlæggende tror jeg, at vi alle har behov for at udforske, for at afprøve noget uvant og for at afprøve os selv.
Meget tyder på, at vi begynder at kede os, når vi sidder stille for længe. Når der ikke sker noget.
I tidligere tider har vi haft væsentligt sværere ved at skaffe til det daglige udkomme, end vi har i dag.
Hver dag har nok rummet sit element af usikkerhed, og tilfredsstillelsen ved at tackle de udfordringer den enkelte dag bød på, tror jeg har haft og har en stor betydning for dannelse af personlighed mm.
I dag er det ikke i så udtalt grad nødvendigt, at gøre noget for at klare sig.
Vi har et velunderbygget socialt sikkerhedsnet, og når vi går udendørs, så er det ofte for at dyrke motion (eller friluftsliv), så vi ikke bliver alt for syge af at sidde så meget indendørs.

Imidlertid er der meget, der tyder på, at dette ikke i sig selv rummer en tilstrækkelig udfordring for mennesket.
Livet bliver kedeligt. Der er ingen fremtidsudsigter, ingen håb og ingen udfordringer.
Hele denne kamp og dannelsesproces er væsentlig bl.a. i skabelsen af selvtillid og identitet.
I dag, hvor fjernsynet skaber mange af vore ideer om, hvordan verden ser ud og, hvor mange af vore forbilleder hentes herfra, tiltrækkes flere og flere af spektakulære, iøjnfaldende og tilsyneladende farlige aktiviteter.

Vi møder dem også i friluftslivet.
De tiltrækkes af de mest iøjnefaldende og lettest tilgængelige, overfladiske sider af friluftslivet.

Jeg postulerer, at det er et udtryk for mangel på spænding og indhold (eventyr) i tilværelsen.
Jeg postulerer, at vi alle i et eller andet omfang har behov for “kampen” mod det ukendte / uventede.
Det behøver slet ikke at være spektakulært, imponerende eller se farligt ud.
Tværtimod tror jeg, at mange af de største eventyr foregår i det små.
Jeg tror f.eks., at det kan være et stort eventyr at få børn eller at beslutte sig til at leve sammen med et andet menneske.

Derimod ser jeg ikke noget eventyr i at rapelle ned ad diverse genstande på forskellige “kend dig selv”, “flyt dine grænser” eller “lej jægersoldat”-“kurser”, hvor deltagerne jo netop ved, at der ikke er noget eventyr tilbage, fordi der er en eller flere personer tilstede, som har ansvaret for, at der ikke sker noget (også selv om de måske ikke kan leve op til dette ansvar).
I det hele taget er det svært, at give plads til eventyret på arrangerede ture og kurser for diverse grupper. Her har man jo netop taget initiativet samt lege- og eventyr lysten helt fra folk.

Det er netop her, jeg ser en ubehagelig tendens i de seneste års eksplosive intereresse for noget, der bliver kaldt friluftsliv.
Det drejer sig nemlig næsten alt sammen om at lave ture og kurser for andre og om at være “instruktør” på disse
Nogle gange fristes man til at tro, at det måske i højere grad er “instruktørerne” end deltagerne på disse kurser, der har brug for at få styrket deres selvtillid.
I mange af disse arrangementer kan eventyret ikke få plads til at udfolde sig.

Et af problemerne er for mig at se, at mange af disse folk aldrig kommer på tur selv. Når de endelig kommer hjemmefra, så er det for at styrke selvtilliden med lidt instruktørpondus.
Men hvordan oplever disse folk så eventyret, ensomheden, usikkerheden og skabelsen af den ægte selvtillid, som langsomt melder sig, når man ved med sig selv, at man har klaret en vanskelig situation?
Uden dette, tror jeg, at det bliver vanskeligt at videregive nogle ægte friluftsværdier.
Det bliver ligeledes svært at opnå den kærlighed til det, man laver og den egenfærdighed, som er forudsætningen for, at man som instruktør / vejleder / arrangør kan opnå deltagernes respekt.

Så er det, at ulykken sker. Man fristes til hele tiden at skifte kanal hver gang, det bliver for kedeligt, eller når færdighederne ikke rækker til længere. Man søger kun det mest iøjnefaldende indenfor hvert enkelt område. Man bliver bange for at blive afsløret, hvis man skulle blive for længe indenfor ét område, og man forsøger hele tiden at finde på nye ting at underholde med.

Jeg mener, at vi svigter en overordentlig vigtig opgave, hvis vi introducerer andre til friluftslivet på denne måde. Der bliver ikke plads til at dvæle og til at opleve de små ting og ikke mindst bliver der ikke plads til at gå på opdagelse på egen hånd og opleve - ja - eventyret.

I mit daglige arbejde kan jeg se, at mange har utroligt travlt med at blive “klatreinstruktører”.
Uden nogen sinde at have klatret før, så forestiller de sig, at de ved at gå på et kursus kan lære det hele på et par dage. Men dem, som disse nyuddannede “instruktører” skal have med næste weekend, er i min erfaring ikke dummere end, at de sagtens kan se dels, at “instruktørens” personlige færdigheder er meget begrænsede, dels at “instruktøren” umuligt kan videregive sin glæde mm. til deltagerne, da han jo aldrig selv er taget på klatreture for sjovs skyld.
Det ville svare til at tro, at man kunne uddanne gode fodboldtrænere på en weekend.
Men på dette felt ved alle og enhver jo, at en god træner også har spillet fodbold gennem mange år for sjovs skyld.

Jeg tror, at vi er ved at miste noget af denne spontane glæde ved at “lege” udendørs i takt med, at store dele af vort friluftsliv er blevet institutionaliseret, pædagogiseret og lagt i kursusrammer.

I fremtiden tror vi måske, at vi ikke kan gå udendørs uden at have det rigtige plastictøj, så vi ikke bliver våde, uden at have gået på kursus først og uden at have en autoriseret “instruktør” til at arrangere en tur for os, som vi kan melde os til.

Hvor er det naturlige friluftsliv, som forældre dyrker med deres børn blevet af nu, hvor vi begynder at få 2. og 3. generation af børn fra forældre, der aldrig har opfattet det at være udendørs som noget naturligt?

Fremtidsudsigterne er ikke lyse.
Lad os for guds skyld arbejde os væk fra, at man skal gå på efterskole eller i DGI (eller hvorsomhelst) for at komme på et hold, der dyrker friluftsliv.

På Klatre-Centeret holder vi kurser i klatring og bjergbestigning, men det er netop kurser, hvor man kommer for at lære noget konkret, og målet er, at deltagerne efter kurset kan tage på ture på klipper eller i bjerge på egen hånd og derigennem opleve eventyret ved klatringen.

Lad os ikke glemme værdierne i at tage på tur selv eller med en eller to gode kammerater.
Vel at mærke en tur, hvor der ikke er nogen, der har arrangeret det hele for os på forhånd.
Kun på den måde kan der blive plads til en ægte følelse af, at det er vores egen tur og til at lade os inspirere af vejret, landskabet eller andet, så vi kan opleve det uventede - Eventyret.

Alle rettigheder forbeholdes. © Christian Almer


Artiklen har tidligere været bragt I Dansk Forum for Natur og Friluftsliv (DFNF)s blad, Friluftsliv i juni 1994.

Du kan også downloade denne artikel i pdf-format ved at klikke på billedet til venstre herfor.

Pdf-filer kan læses med programmet Acrobat Reader, der kan downloades gratis på:

http://www.adobe.com/products/acrobat/readstep.html

Åbn først programmet, Acrobat Reader, og åbn dernæst pdf-filen fra programmet.


En opfølgning:

Samme sommer modtog forfatteren, Christian Almer besked fra redaktøren om, at bestyrelsesmedlem af DFNF, Tom B. Hansen havde skrevet et svar, som ville blive bragt i det næste nummer af bladet.
Redaktøren sendte Christian Almer Tom B. Hansens artikel med opfordring om at skrive et svar, så begge indlæg kunne blive bragt i det næste nummer af bladet.
Dette svar blev skrevet og sendt til redaktøren, Lars Ottosen.

Et stykke tid derefter udkom næste nummer af bladet uden, at nogle af indlæggene blev bragt.
Redaktøren blev kontaktet og meddelte på forspørgende, at Tom B. Hansen havde fået lejlighed til at se Christian Almers svar, hvorefter han havde bedt om at måtte få trukket sit indlæg tilbage, hvilket man tilsyneladende også havde efterkommet.
Uden at orientere Christian Almer, der havde brugt tid på at skrive gensvar til bladet på direkte opfordring fra redaktøren blev hverken Tom B. Hansens reaktion eller Christian Almers gensvar derfor nogensinde bragt i bladet.

Det er svært ikke at opfatte det som grov censur, der samtidigt lugter stærkt af kammerateri mellem bestyrelsesmedlemmer.
En praksis, som vi i Dansk Vejlederkreds tager afstand
Samtidigt en praksis, som forekommer karakteristisk for de låste positioner omkring en kvalitativ udvikling af dansk friluftsliv, som mange pædagoger og dermed også medlemmer af DFNF lader til at foretrække at indtage frem for at føre en debat eller for den sags skyld blot skabe rammer for den.
Således fremsatte flere medlemmer af Dansk Vejlederkreds i starten af 1990 ved gentagne lejligheder forslag til generalforsamlingerne i DFNF om, at DFNF medvirke til at definere både vejledning og natur- og friluftsliv. Ved alle lejlighederne blev forslagene forkastede.
Man kan kun gætte på de egentlige, bagvedliggende årsager til, at en forening, der både i sit navn og i sine vedtægter hævder at arbejde med natur- og friluftsliv og med vejledning deri ikke ønskede at have en definition af begreberne.
Dette noget mærkværdige forhold var medvirkende til, at en række personer i 1993 måtte erkende, at der ikke var plads til en seriøs debat om kvalitet i friluftslivet i DFNF og, at foreningen tilsyneladende mere havde til formål at beskytte en række pædagoger m. fl., der fandt det attraktivt at udbyde "undervisning" i "friluftsliv" på deres institutioner imod en sådan debat. Kort derefter stiftede flere af disse så Dansk Vejlederkreds.
Ovenfor beskrevne praksis lader til at understrege, at DFNF ikke har ændret sig væsentligt siden da.

Uanset, så anser vi holdningerne, som de 2 indlæg er udtryk for, for værende væsentlige og iøvrigt karakteristiske for debatten, at vi her bringer begge de indlæg, som blev censureret væk af DFNF:


Manden med riven.
- om eventyrets betydning for friluftslivet.

Af Tom B. Hansen

Kære Christian Almer !

Tak for dit indlæg i DFNF's blad i juni. Jeg synes det var et godt og på mange måder inspirerende indlæg. Dog synes jeg det er ærgerligt, at du konstant blander klatring ind i dine indlæg. Kan du dog ikke holde dig til et emne ad gangen. Der er trods alt andet friluftsliv en klatring. Jeg er enig langt hen ad vejen, men jeg vil gerne have mig frabedt, at blive nedgjort som efterskolelærer og blive jagtet af en vred bornholmer med en rive. Samtidigt er jeg ved at være træt af, at Klatre-Centeret gentagne gange mener at have patent på at vide hvad der er rigtigt friluftsliv.
Lad os slå fast, at lige så mange mennesker der dyrker friluftsliv, lige så mange meninger er der om den sag.
Jeg har én opfattelse og den prøver jeg at bibringe de elever der vælger faget på Midtsjællands Ungdomsskole. Jeg er enig med dig i, at vi skal prøve at frmelske det naturlige friluftsliv, og i al beskedenhed, tror jeg det lykkes for det meste. Der er i efterskolesammenhæng, rigtig mange fremragende friluftere, der giver de unge nogle fantastiske oplevelser. Hvis ikke disse unge havde været på efterskole, ville de måske aldrig have fået snuset til friluftslivet, altså den del som du selv har valgt at kalde naturligt friluftsliv.
I min lille verden handler det naturlige friluftsliv om enkelhed, stilfærdighed og ydmyghed. Det friluftsliv man kan finde over hele landet, lige uden for døren
Så Christian hvis du vil debattere en perifér, ressourcekrævende friluftsaktivitet som klatring, der i sidste ende ikke har noget med naturligt friluftsliv at gøre, så er det fint, jeg gider bare ikke.
Skæg for sig og snot for sig, og pak så den rive væk.
Tom B. Hansen
Midtsjællands Ungdomsskole


Manden med gyngerne og karusellerne.
Mere om eventyrets betydning i friluftslivet ­ eller ­ Tivoli står åben.

Af Christian Almer

Kære Tom B. Hansen!

Helt fint at få nogle flere reaktioner på indlægget om eventyret i friluftslivet.
Flere har til min glæde givet udtryk for, at være enig med tankerne i mit indlæg - nemlig, at vi mister noget helt essentielt, hvis friluftsliv går hen og bliver synonymt med tilrettelagte udendørsoplevelser for store grupper.

Imidlertid lader du til at have fået noget andet ud af indlægget, hvilket må undre.

For det første må jeg selvfølgelig beklage, hvis det forvirrer dig, at jeg både snakker om klatring og friluftsliv i samme indlæg, hvilket dog skyldes, at de to ting for mig hænger uadskilleligt sammen.
Jeg er selvfølgelig klar over, at der findes en del mennesker for hvem disse ting ikke hænger sammen, og, at de betragter klatring som en selvstændig aktivitet, der kan flytte grænser mm., men jeg må jo tage udgangspunkt i mine egen erfaringer, og indlægget drejer sig jo bl.a. om netop de problemer, der opstår, når man falder for at benytte løsrevne aktiviteter og kalder det for friluftsliv.
Jeg tror, at hvis Tom B. Hansen læser mit indlæg, så vil han finde, at det i meget ringe grad drejer sig om klatring.
Det indeholder faktisk kun et enkelt eksempel fra min hverdag, som benyttes til at tydeliggøre den tendens, som indlægget iøvrigt drejer sig om.
Hvis det er for meget klatring for Tom B. Hansen, så beklager jeg.

Tom B. Hansen giver desuden udtryk for at føle sig ?nedgjort som efterskolelærer og blive jagtet af en vred bornholmer med en rive.”
Dette kan han heller ikke finde belæg for i mit indlæg, og det må derfor stå for hans egen regning.
Der findes kun én enkelt henvisning til efterskoler og dette kun i en generel samenhæng med ?DGI (eller hvorsomhelst)” som et eksempel på, at ?friluftsliv” snart er blevet synonymt med store grupper.

I andre sammenhænge kalder man den slags for paranoia, og som jeg ser det understreger det kun rigtigheden af det, jeg skrev,
Der er åbenbart blevet trykket på et ømt punkt, og materien kommer ud.

Tom B. Hansen giver ligeledes indtryk af, at han er ?ved at være træt af, at Klatre-Centeret gentagne gange mener at have patent på at vide, hvad der er friluftsliv.”
Igen er Tom B. Hansen ude på overdrevet.
Det er som at påstå, at man vil have patent på cykling eller vejret.
Det er evident, at der er tale om mine holdninger, ligesom det er evident, at jeg selvfølgelig er sikker på, at jeg har ret i mine synspunkter.

Når 2 mennesker ikke kan tillade sig at have forskellige opfattelser, uden at den ene beskylder den anden for at have patent på sandheden, er det efter min opfattelse et udtryk for en tåbelig umodenhed, der ikke hører hjemme i en dialog, hvor meninger fremsættes, og holdninger brydes.
Det havde været mere givtigt, hvis Tom B. Hansen havde kommet ind på, hvordan vi kommer videre med det problem, som han og andre pædagoger står med i formidlingen af værdierne i det naturlige friluftsliv.
Det er jo ironisk, når Tom B. Hansen hævder, at han er enig med mig i, at vi skal prøve at fremelske det naturlige friluftsliv samtidig med, at han taler om, at der i efterskolesammenhæng er rigtig mange fremragende friluftere, der giver de unge nogle fantastiske oplevelser.
Det minder mig for meget om kristne missionærer, der i misforstået selvgodhed troede, at de kunne frelse andre mennesker ved at ?omvende” dem til deres egen tro.

Tidens undskyldning for i mange sammenhænge at slæbe andre (helst unge) mennesker ud og lave friluftsaktiviteter er blevet et bevidstløst mantra, der veksler mellem ?at give oplevelser” og at snuse til naturen eller friluftslivet.
Også Tom B. Hansen bruger dette mantra, når han ?forsvarer” sit efterskolearbejde, som jeg jo i øvrigt ikke har angrebet, da jeg af gode grunde ikke kender til det.

Problemet eksisterer imidlertid fortsat.
Hvis vi ikke selv har et naturligt forhold til at trives og leve udendørs, så er det også meget vanskeligt at give dette videre til andre.
Jeg er ligeledes fortsat af den opfattelse, at de oplevelser og erfaringer jeg har fået i friluftslivet, har jeg fået på egen hånd eller med en god kammerat.
Det er for mig at se en pervertering af friluftslivet - et drab på eventyret - , hvis friluftsliv bliver gjort synonymt med trilrettelagte aktiviteter for store grupper.

Tom B. Hansen taler om, at ?hvis ikke disse unge havde været på efterskole, ville de måske aldrig have fået snuset til friluftslivet, altså den del som du selv (undertegnede) har valgt at kalde naturligt friluftsliv” .
Her må Tom B. Hansen have fået kamelen fra hans karrussel galt i halsen.
Når jeg taler om naturligt friluftsliv, passer det i mine begreber på ingen måde ind i nogen organiseret form (heller ikke efterskoler).
Bag Tom B. Hansen´s opfattelse lader til at ligge det tidligere nævnte mantra, der ukritisk messer : Så mange som muligt så hurtigt som muligt.
Men jeg mener, at der er god grund til at sætte spørgsmålstegn ved værdien af denne holdning.
Hvis det ikke er en naturlig del af de unges hverdag, så er det spørgsmålet, om det ikke i lige så høj grad bliver en slags virkelighedfjern flugtoplevelse for dem, som de ikke kan relatere til noget, når de vender hjem fra f.eks efterskolen.

Endelig bliver det vel også et spørgsmål om kvaliteten af oplevelserne, ligesom det i sidste ende bliver et spørgsmål om alle de unge mennesker overhovet skal ud - om det overhovedet er så vigtigt, at så mange som muligt kommer ud og får disse forkætrede oplevelser.

Tom B. Hansen skriver, at i hans ?verden handler det naturlige friluftsliv om enkelhed, stilfærdighed og ydmyghed. Det friluftsliv man kan finde over hele landet, lige uden for døren.”
At dette skulle stå i modstrid med mit indlæg må stå for Tom B. Hansens egen regning.
Det, som mit indlæg handlede om, var betydningen af at blive overrasket og for at opleve, at man kun er en meget lille brik i en stor og kompleks natur. - eventyret - uanset om det er lige uden for døren eller ej.
Det handlede om, at jeg har erfaring for, at disse (eventyrfyldte) oplevelser havde jeg kun fået, når jeg var på tur på egen hånd eller med én eller to gode turkammerater, uanset om det var med klatring eller ej.
Det handlede ligeledes om, at der fælles for alle disse oplevelser galdt, at kun de ydre rammer var fastlagt på forhånd og, at der var god plads til overraskelse og improvisation, både for at klare uventede og pludseligt opståede situationer bedst muligt, og for at tilpasse turen til vejrforhold og personlige forudsætninger mm.
Det er her, at de store grupper i min erfaring let kommer til at mangle noget af det mest vigtigste i natur- og friluftslivet.

Jeg plejer at sige, at hvis turen er hjertet i friluftslivet, så er det uventede - eventyret - blodet.

Med store grupper -uanset om det er efterskoler eller hvad som helst- er der nødvendigvis tale om tilrettelagte oplevelser.
Tilrettelagte oplevelser giver efter min opfattelse ikke store muligheder for at opleve eventyret, og det er vigtigt at være opmærksom på, at vi ikke glemmer dette i vor iver efter at få så mange som muligt med ud i ?naturen” som muligt.

Så, Tom B. Hansen. Læs mit sidste indlæg og kom med dokumentation for dine påstande om, at jeg over en kam skulle angribe efterksolelærere eller, at jeg skulle have patent på sandheden om friluftsliv.
Ellers må jeg konstatere, at du er ude i andet ærinde.

Natur- og friluftsliv for sig og underholdning for sig, og pak så det tivoli sammen!

Venlig hilsen


Christian Almer

PS: Jeg tror iøvrigt, at det ville kunne afhjælpe en del forståelsesproblemer i vores diskussioner, hvis f.eks. DFNF gik mere seriøst ind i arbejdet for at nå frem til en fælles holdning til indholdet af nogle af nøglebegreberne i friluftslivet.
F.eks. kunne det være en god ide at få defineret indholdet i og forskellene på natur- og frilufsliv og på friluftsaktiviteter samt indholdet i og forskellene på vejledning og på undervisning.
Dansk Vejlederkreds er allerede kommet med et kvalificeret bud på definitioner af disse ting, og det kunne måske være en god ide at se nærmere på disse.



Du er selvfølgelig også velkommen til at
skrive en mail til Dansk Vejlederkreds.

©

© Disse sider må ikke kopierers, hverken helt eller delvist, uden skriftlig tilladelse fra Dansk Vejlederkreds.